Copita og tulipanglas

Copitaen stammer fra sherryverdenen i Jerez, hvor den har været brugt i århundreder til at bedømme fadprøver. Whiskybranchens blendere lånte den, fordi den ganske enkelt er det mest præcise redskab, der findes — og af samme grund er den stadig standarden i professionelle smagerum. Når proffene ikke gider finde på noget bedre, er det som regel, fordi der ikke findes noget bedre.

Hvad er forskellen på en copita og et Glencairn?

Stilken, primært. En copita har en lang, tynd stilk, der holder hånden helt væk fra kummen, hvor et Glencairn har en kort, tyk stilk. Copitaens kumme er samtidig ofte lidt slankere, hvilket koncentrerer aromaen en anelse mere.

Til gengæld er copitaen mere skrøbelig. Glencairnet er det robuste hverdagsglas; copitaen er præcisionsinstrumentet.

Hvorfor betyder håndvarmen noget?

Fordi temperatur styrer, hvor hurtigt aromastofferne fordamper. Holder du om kummen, varmer du spiritussen op, og alkoholen stiger kraftigere — den overdøver de finere noter. Med en lang stilk bestemmer du, hvornår glasset skal varmes, i stedet for at det sker af sig selv.

Kan man bruge den til cognac?

Ja, og det er faktisk den bedste grund til at eje en. En copita samler cognacens aromaer mindst lige så godt som en klassisk snifter — og markant bedre end den store ballonform. Skal du kun eje ét glas til hele din samling, er det her.

Hvad med et låg?

Et lille urglas eller en glasprop oven på kummen holder på aromaerne, mens whiskyen “åbner sig”. Det lyder som overdreven pedanteri, men forskellen efter ti minutter er reel — og det koster ingenting at prøve med en underkop.